Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Dagens rytme

Dagens rytme I Chili

Hverdagen i Chili er struktureret og genkendelig og giver tryghed for børnene.

Børnene går på aldersopdelte stuer, som gør at personalet kan følge børnenes optagethed og koble sig på. Dermed oplever vi optaget børn i fordybende aktiviteter, både børneinitierede og vokseninitierede. Vi ser børnene som medskabere, af aktiviteter inden for de aktuelle fokusområder fra den styrkede læreplan.

En gang om måneden har vi åbne stuer, der bevirker at vi skaber en forudsætning for bredere viden og kendskab til både børn og voksne fra andre stuer. Derudover er vi af den overbevisning, at børnene skal have mulighed for at søge søskende og venner af andre aldersgrupper, og være sammen med dem om noget.

Morgenen starter stille og roligt, så alle kommer godt i gang med dagen. Vi hygger med læsning, puslespil, kreativitet og andre rolige aktiviteter.

Samling på stuerne begynder kl. 9. Her synger vi, rimer remser, børnene fortæller, og vi taler om dagen/ugen/årstiden og hvilke planer der er aktuelt. Derefter spiser vi formiddagsmad. 

Frokost som er tilberedt af vores køkkendame spiser vi kl. 11.Efterfølgende er det sovetid, for de børn, der har behov for det. Børnehavebørnene er på legepladsen i middagsstunden og samles på stuerne ca. kl. 13.30, hvor alle slapper af til mindfulness musik.

Mellem Kl. 14 og 15 får børnene eftermiddagsmad, måltidet tilrettelægges ud fra børnenes behov. Er børnene optaget i leg eller aktiviteter, så bliver måltidet når det falder naturligt for et opbrud. Derefter er der leg på stuerne eller pædagogiske aktiviteter indtil Chili lukker.